Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Man kan godt læse en bog om Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham), selvom man ikke har wudu eller har menstruation.
Det vigtige er at huske, at man ikke direkte må røre koranvers i bogen, hvis man ikke har wudu eller har menstruation.
Dvs. hvis man f.eks. har en bog om profetens liv, så vil der med garanti være steder, hvor der vil stå et koranvers midt i det hele. I en sådan situation må man ikke røre selve koranverset.
Dvs. den del af papiret/teksten, hvor selve koranverset står på, må man ikke røre, medmindre man har wudu. Men resten af bogen, papiret og teksten må man godt røre, selvom man ikke har wudu eller har menstruation.
Så man skal være lidt varsom omkring, hvor man stiller sine fingre og hænder, når man læser en sådan bog, eller når man bladrer i den, hvis man ikke har wudu eller har menstruation.
Det vil være bedre at have wudu ,før man læser en sådan bog, såfremt det er muligt.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad ibn Pir Ali ibn Iskindar al-Rumi (d. 1573) var en Hanafi lærd fra Tyrkiet., der blandt andet levede i Istanbul. Han var kendt for at være en ligefrem lærd, der ikke ville vige tilbage fra at sige tingene som de var. Han har efterladt mange værker indenfor de islamiske videnskaber, hvor den mest kendte er grundteksten (matn) Tariqa al-Muhammadiyya.
Dhukhr al-Muta’ahhilin er Imam Birgivi’s grundtekst (matn), der er specialiseret indenfor menstruation. I bogen opsummeres kort, hvordan de avancerede regler for menstruation fungerer i hanafi-skolen. Dukhr al-Muta’ahileen har især vundet stor udbredelse som en tekst, der studeres, fordi Imam Birgivi giver mange eksempler. Uden et studium af denne eller anden bog på tilsvarende niveau vil der simpelthen være et kæmpe hul i ens forståelse af reglerne for menstruation. Bogen er derfor helt uundværelig, og studeres bredt i den arabiske verden..
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Manh al-Waridin er Ibn Abidins kommentar til Birgivis tekst ’Dhukhr al-Muta’ahhilin’, og omhandler en detaljeret og dybdegående redegørelse for reglerne for menstruation i Hanafi-skolen. I Manh al-Waridin uddyber Ibn Abidin grundteksten, kommer med flere eksempler og inddrager også forskellige holdninger.
Har du spørgsmål til ovenstående?











