Jeg forstår ikke det med fingeren i tashahhud. Nogle peger, og andre gør ikke, og nogle laver en cirkel. Hvad er den rigtige måde at gøre det på?
I Allahs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige.
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Der findes overordnet to holdninger til, hvad man skal gøre med højre hånds pegefinger i tashahhud (attahiyat), når man når til den del, der lyder "ashhadu an la ilaha illallah"
- Man hverken løfter eller peger med fingeren. I stedet holder man pegefingeren stille ligesom alle de andre fingre.
- Man løfter og peger med pegefingeren, når man siger "la ilaha", og stopper med at pege når man siger "illallah".
Man kan følge begge holdninger.
Det er altså ikke forkert, hvis der er nogen, der ikke løfter fingeren, og det er heller ikke forkert, hvis der er nogen, der løfter fingeren.
Hvis man løfter og peger med pegefingeren, kan det gøres på tre måder. For alle tre måder gælder, at man løfter fingeren og peger, når man siger "la ilaha", og sætter den ned igen, når man siger "illallah".
De tre måder er:
- Bare løfte pegefingeren og sætte den ned igen som før. Dvs. det er uden at bevæge nogen af de andre fingre.
- Løfte pegefingeren og knytte resten af hånden ved at trække langefingeren, ringefingeren og lillefingeren indad og sætte tommelfingeren sådan, så den ligger på langs med langefingeren. Man løfter og peger, mens man har knyttet hånden sådan, og sænker pegefingeren igen, uden at flytte på de andre fingre. Man holder altså hånden knyttet i den position for resten af tiden, mens man sidder.
- Løfte pegefingeren og knytte resten af hånden ved at trække langefingeren, ringefingeren og lillefingeren indad, mens man former en cirkel med tommelfingeren og langefingeren. Man løfter og peger, mens man har den cirkel, og sænker så pegefingeren igen, uden at flytte på de andre fingre. Man holder altså hånden i den position for resten af tiden, mens man sidder.
Folk gør det på forskellige måder afhængig af, hvad der er udbredt i deres områder. F.eks. ser man ofte, at tyrkere og folk fra central-asien ikke løfter fingeren, mens arabere og pakistanere løfter den.
Det bedste er måske at følge det, som man er opdraget med eller er mest komfortabel med.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Badai al-Sanai, af Kasani
Forfatter
Abu Bakr ibn Masud ibn Ahmad al-Kasani (d. 1191) er en af de store tidlige lærde i Hanafi-skolen. Han var fra Kazan ved området omkring det nuværende Usbekistan. Han studerede som ung under al-Samarqandi, forfatteren til Tuhfatu al-Fuqaha. Kasani giftede sig med Samarqandis datter, Fatima, hvor det siges, at hendes Mahr var, at Kasani skrev kommentaren 'Badai al-Sanai'. Senere i hans liv rejste han til de Syriske områder, hvor han bosatte sig i Halab og blev den ledende lærd der, hvor han serene døde.
Abu Bakr ibn Masud ibn Ahmad al-Kasani (d. 1191) er en af de store tidlige lærde i Hanafi-skolen. Han var fra Kazan ved området omkring det nuværende Usbekistan. Han studerede som ung under al-Samarqandi, forfatteren til Tuhfatu al-Fuqaha. Kasani giftede sig med Samarqandis datter, Fatima, hvor det siges, at hendes Mahr var, at Kasani skrev kommentaren 'Badai al-Sanai'. Senere i hans liv rejste han til de Syriske områder, hvor han bosatte sig i Halab og blev den ledende lærd der, hvor han serene døde.
Bog
Badai al-Sanai er en hel unik bog indenfor Hanafi-fiqh. Den er skrevet som en kommentar til Tuhfatu al-Fuqaha, og Badai al-Sanai udemærker sig ved at være struktureret på en helt igennem velgennemtænkt systematisk måde. I bogen har forfatteren, Kasani, bygget sin kommentar meget logisk, nærmest flowchart-agtigt op, og bogen er en af de mest detaljerede i forhold til at forstå dybere liggende problemstillinger i hanafi-skolen. Badai al-Sanai er en bog, der ofte kun studeres i uddrag, men i nogle områder, f.eks. Syrien studeres den hele den dag i dag.
Badai al-Sanai er en hel unik bog indenfor Hanafi-fiqh. Den er skrevet som en kommentar til Tuhfatu al-Fuqaha, og Badai al-Sanai udemærker sig ved at være struktureret på en helt igennem velgennemtænkt systematisk måde. I bogen har forfatteren, Kasani, bygget sin kommentar meget logisk, nærmest flowchart-agtigt op, og bogen er en af de mest detaljerede i forhold til at forstå dybere liggende problemstillinger i hanafi-skolen. Badai al-Sanai er en bog, der ofte kun studeres i uddrag, men i nogle områder, f.eks. Syrien studeres den hele den dag i dag.
Durr al-Mukhtar, af Haskafi
Forfatter
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Bog
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Fatawa Hindiyya, af Shaykh Nizam m.fl.
Bog
Fatawa Hindiyya er et storstilet projekt igangsat af den mogulske konge, Aurang Zeb Alamgir (d. 1707), hvor han nedsatte et råd af de ledende lærde i Indien, og bad dem om at samle de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Projektet blev ledet af Shaykh Nizam, og de indsamlede datidens kendte værker og gennemgik dem grundigt, for derefter at udvælge de stærkeste holdninger. Projektet resulterede i bogen "Fatawa Hindiyya", også kendt som "Fatawa Alamgiri"
Fatawa Hindiyya er et storstilet projekt igangsat af den mogulske konge, Aurang Zeb Alamgir (d. 1707), hvor han nedsatte et råd af de ledende lærde i Indien, og bad dem om at samle de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Projektet blev ledet af Shaykh Nizam, og de indsamlede datidens kendte værker og gennemgik dem grundigt, for derefter at udvælge de stærkeste holdninger. Projektet resulterede i bogen "Fatawa Hindiyya", også kendt som "Fatawa Alamgiri"
Halabi Kabir, af Halabi
Forfatter
Ibrahim ibn Muhammad ibn Ibrahim al-Halabi (d. 1549) var en Hanafi lærd fra Halab i Syrien. Han var en eminent lærd, der studerede både i Halab, Egypten og Tyrkiet, og endte med at slå sig ned i Istanbul, hvor underviste og også døde. Han er blandt andet forfatter til den kendte matn 'Multaqa al-Abhur', der samler indholdet af to andre tekster: Wiqaya og Kanz al-Daqaiq.
Ibrahim ibn Muhammad ibn Ibrahim al-Halabi (d. 1549) var en Hanafi lærd fra Halab i Syrien. Han var en eminent lærd, der studerede både i Halab, Egypten og Tyrkiet, og endte med at slå sig ned i Istanbul, hvor underviste og også døde. Han er blandt andet forfatter til den kendte matn 'Multaqa al-Abhur', der samler indholdet af to andre tekster: Wiqaya og Kanz al-Daqaiq.
Bog
Halabi Kabir er den mest udførelige sharh (kommentar) som Imam Halabi har skrevet til grundteksten ”Munyatu al-Musalli”. Bogen begrænser sig til tahara og bønnen, går til gengæld i meget dybe detaljer og inddrager et utal af forskellige problemstillinger, og man ofte finde svar på avancerede emner indenfor tahara og bønnen her. Halabi Kabir er en meget nyttig tekst indenfor ibadat, og supplerer tekster som f.eks. 'Maraqi al-Falah'
Halabi Kabir er den mest udførelige sharh (kommentar) som Imam Halabi har skrevet til grundteksten ”Munyatu al-Musalli”. Bogen begrænser sig til tahara og bønnen, går til gengæld i meget dybe detaljer og inddrager et utal af forskellige problemstillinger, og man ofte finde svar på avancerede emner indenfor tahara og bønnen her. Halabi Kabir er en meget nyttig tekst indenfor ibadat, og supplerer tekster som f.eks. 'Maraqi al-Falah'
Imdad al-Fattah, af Shurunbulali
Forfatter
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Bog
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Inaya, af Babarti
Forfatter
Akmal al-Din al-Babarti (d. 1384) var en lærd indenfor Hanafi-skolen, og levede i Kairo, hvor han også døde. Han blev blandt tilbudt at være dommer, men afviste at være det.
Akmal al-Din al-Babarti (d. 1384) var en lærd indenfor Hanafi-skolen, og levede i Kairo, hvor han også døde. Han blev blandt tilbudt at være dommer, men afviste at være det.
Bog
Inaya er en ekstra-kommentar (hashiya) skrevet til Hidaya. Inaya udemærker sig ved at være meget kompleks bog, der mest er fokuseret på at inddrage og fremhæve anvendelsen af usul al-fiqh for hanafi-skolen.
Inaya er en ekstra-kommentar (hashiya) skrevet til Hidaya. Inaya udemærker sig ved at være meget kompleks bog, der mest er fokuseret på at inddrage og fremhæve anvendelsen af usul al-fiqh for hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar, af Ibn Abidin
Forfatter
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Bog
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Sharh al-Wiqaya, af Sadr al-Sharia
Forfatter
Ubaidallah ibn Masud ibn Mahmud ibn Sadr al-Sharia Ahmad al-Mahbubi (d. 1346) er fra en familie af store lærde indenfor Hanafi-fiqh. Han blev født i Bukhara i det nuværende Usbekistan, hvor han studerede fiqh. Han blev senere en ledende lærd indenfor især fiqh og usul. Han er en af de absolut stærkeste lærde indenfor Hanafi-skolen, og har blandt andet skrevet grundteksten (matn) Nuqaya. Hans dybe kendskab til den islamiske regler gav ham titlen "Sadr al-Sharia al-Asghar" ('Shariaens Stolthed, den lille').
Ubaidallah ibn Masud ibn Mahmud ibn Sadr al-Sharia Ahmad al-Mahbubi (d. 1346) er fra en familie af store lærde indenfor Hanafi-fiqh. Han blev født i Bukhara i det nuværende Usbekistan, hvor han studerede fiqh. Han blev senere en ledende lærd indenfor især fiqh og usul. Han er en af de absolut stærkeste lærde indenfor Hanafi-skolen, og har blandt andet skrevet grundteksten (matn) Nuqaya. Hans dybe kendskab til den islamiske regler gav ham titlen "Sadr al-Sharia al-Asghar" ('Shariaens Stolthed, den lille').
Bog
Sharh Wiqaya er en kommentar (sharh) skrevet til en af de stærkeste grundtekster i hanafi-skolen, wiqaya. Sharh Wiqaya er en meget kort og præcis kommentar, hvor forfatteren, Sadr al-Sharia, formår at inddrage forskellige dybe emner som usul og hadith på en meget intensiverende måde. Der er skrevet et utal af ekstra-kommentarer (hashiya) til Sharh Wiqaya og der er endda andre bøger som Durar al-Hukkam og al-Idah Sharh al-Islah, der i høj grad bygges op omkring at præcisere og korrigere, hvad der er skrevet i Sharh Wiqaya. Sharh Wiqaya studeres i dag bredt i den muslimske verden.
Sharh Wiqaya er en kommentar (sharh) skrevet til en af de stærkeste grundtekster i hanafi-skolen, wiqaya. Sharh Wiqaya er en meget kort og præcis kommentar, hvor forfatteren, Sadr al-Sharia, formår at inddrage forskellige dybe emner som usul og hadith på en meget intensiverende måde. Der er skrevet et utal af ekstra-kommentarer (hashiya) til Sharh Wiqaya og der er endda andre bøger som Durar al-Hukkam og al-Idah Sharh al-Islah, der i høj grad bygges op omkring at præcisere og korrigere, hvad der er skrevet i Sharh Wiqaya. Sharh Wiqaya studeres i dag bredt i den muslimske verden.
Tanvir al-Absar, af Tumurtashi
Bog
Tanvir al-Absar er en af de sidst skrevne komplette grundtekster. Den samler de forudgående grundteksters holdninger, og i visse tilfælde inddrager forfatteren nye elementer. Det blev en af den senere tids mest vigtige grundtekster, og der blev kommenteret meget på den. Tanvir al-Absar er grundteksten i Ibn Abidins kommentar, Radd al-Muhtar.
Tanvir al-Absar er en af de sidst skrevne komplette grundtekster. Den samler de forudgående grundteksters holdninger, og i visse tilfælde inddrager forfatteren nye elementer. Det blev en af den senere tids mest vigtige grundtekster, og der blev kommenteret meget på den. Tanvir al-Absar er grundteksten i Ibn Abidins kommentar, Radd al-Muhtar.
Har du spørgsmål til ovenstående?
