Jeg har hørt, man skal sige "Takbir al-Tashriq" efter bønnerne omkring Eid al-Adha. Hvad er det for noget? Og hvordan gør man?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Det er wajib (nødvendigt) at lave “Takbir al-Tashriq” ved dagene omkring Eid al-Adha lige efter hver fard bøn.
Takbir al-Tashriq er at sige:
”Allahu akbar, Allahu akbar, La ilaha illallahu, Wallahu akbar, Allahu akbar, Wa lillahil hamd”
Det skal siges mindst en gang lige efter, at man har afsluttet Fard bønnen (efter at have sagt salam til hver side).
Man skal altså ikke sige det efter witr, sunna eller nafl bønnerne, men kun efter fard bønnen.
Man skal starte med at sige Takbir al-Tashriq fra dagen før Eid (dvs. på selve Arafa-dagen d. 9. Dhul Hijja) efter Fajr-bønnen.
Dette fortsætter man med at sige indtil efter Asr d. 13. Dhul Hijja (som er den tredje dag efter Eid).
Dvs. at det i alt er 5 dage, hvilket bliver 23 gange, man siger det, en gang efter hver bøn.
I år, 2010, vil det være fra Fajr mandag den 15. november indtil Asr fredag den 20. november.
Takbir al-Tashriq skal siges af både mænd og kvinder, uanset om de beder alene eller i jam’a (fællesbøn).
Mændene skal sige den højt, mens kvinder skal holde deres stemmer lave.
Hvis man glemmer at sige dem efter fard-bønnen, kan man godt nå at sige dem, så længe man ikke har lavet noget, der ville gøre ens bøn ugyldig (som f.eks. at snakke eller gå ind i et andet værelse).
Hvis man har gjort noget, der normalt ville gøre bønnen ugyldig, så har man mistet tidspunktet for at sige Takbir al-Tashriq, og man har ikke længere mulighed for at sige dem.
Ovenstående svar er givet i forhold til Hanafi-lovskolen.
Der findes forskellige holdninger om, hvornår man præcis skal sige dem, hvor længe og også hvordan ordlyden præcis er.
Hvis man kommer ud for, at de andre i fællesbønnen gør noget andet end det beskrevede, så følger man bare dem.
Hvis de ikke siger Takbir al-Tashriq, så siger man dem bare i en lav tone for sig selv.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad ibn Abdillah al-Tumurtashi (d. 1480) var en Hanafi-lærd fra Tyrkiet. Han var i sin tid kendt for sin store viden indenfor Hanafi-fiqh ogg usul, hvilket blandt andet første til, at han blev dommer i Istanbul, hvor han senere døde.
Durar al-Hukkam er en sharh (kommentar) skrevet af Mulla Khisro til hans egen grundtekst kaldet ’Ghurar al-Hukkam’. Durar al-Hukkam er især skrevet som en slags opfølgning til Sharh Wiqaya, hvor Mulla Khisro i mange tilfælde forklarer, hvor forfatteren af Sharh Wiqaya tog fejl i sine holdninger. Durar al-Hukkam er en meget stærk ressource indenfor hanafi-fiqh, der dog ikke studeres så meget mere.
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Ahmad ibn Muhammad ibn Ismail al-Duqati al-Tahtawi (d. 1812) er blandt de største lærde indenfor hanafi fiqh indenfor de sidste 200 år. Han flyttede til Kairo som ung, og studerede på Azhar-instituttet under datidens ledende lærde, og han blev senere sin tids største lærd indenfor Hanafi fiqh.
Hashiyat Maraqi er imam Tahtawis ekstra-kommentar til Shurunbulalis ’Maraqi al-Falah’. I Hashiyat Maraqi uddyber og forklarer imam Tahtawi på glimrende vis mange uklare punkter i Maraqi al-Falah. Derudover tilføjer han også mange nyttige punkter, og samlet set er Hashiyat Maraqi helt igennem uundværlig, hvis man ønsker at forstå Maraqi al-Falah i detaljer.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
