Hvordan skal man afgøre, hvilken retning man skal be, når man ikke har et kompas eller lignende på sig - når man er udenfor hjemmet?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
I Danmark er bede-retningen ca. mod sydøst. Det er en meget værdifuld oplysning at have i baghovedet, når man ikke kender bederetningen.
Hvis man er udenfor, skal man derfor prøve at finde ud af, hvor sydøst er og så bede i den retning.
Det nemmeste at gøre i den sammenhæng er at finde nord, og så stille sig med ansigtet vendt mod nord, og løfte sin højre arm ud til siden. Herefter drejer man sig 90 grader mod højre, indtil man har ansigtet i samme retning som armen, og fortsætter ca. 45 grader til, sådan så man er halvvejs mellem armen, og der hvor ryggen var til at starte med.
Dette vil være bederetningen.
Hvis man ikke ved hvor nord (eller sydøst) er, så skal man spørge en, der kan hjælpe.
Hvis der ikke er nogen mennesker i nærheden, man kan spørge, så prøver man efter bedste evne at ramme sydøst og beder i den retning. I et sådant tilfælde skal man bare gøre sit bedste, og så bare bede i den retning man vælger.
Hvis man gør sådan, så betyder det, at man har gjort, hvad man kunne for at ramme bedretningen rigtigt.
Hvis man bagefter skulle opdage, at man havde bedt i en forkert retning, vil det ikke gøre noget, og ens bøn er gyldig.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad ibn Abdillah al-Tumurtashi (d. 1480) var en Hanafi-lærd fra Tyrkiet. Han var i sin tid kendt for sin store viden indenfor Hanafi-fiqh ogg usul, hvilket blandt andet første til, at han blev dommer i Istanbul, hvor han senere døde.
Durar al-Hukkam er en sharh (kommentar) skrevet af Mulla Khisro til hans egen grundtekst kaldet ’Ghurar al-Hukkam’. Durar al-Hukkam er især skrevet som en slags opfølgning til Sharh Wiqaya, hvor Mulla Khisro i mange tilfælde forklarer, hvor forfatteren af Sharh Wiqaya tog fejl i sine holdninger. Durar al-Hukkam er en meget stærk ressource indenfor hanafi-fiqh, der dog ikke studeres så meget mere.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
