Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Sajda al-Tilawa er en sajda, der er wajib (nødvendig) at lave, når man læser eller hører bestemte vers i Koranen.
Man skal lave sajda, når man læser eller hører de vers af tre årsager:
- Enten indeholder verset en befaling om, at man skal lave sajda.
- Eller fordi der er en nedgørelse af dem, der ikke laver sajda, så derfor skal man som muslim lave en sajda.
- Eller fordi der er en opfordring til at følge Profeternes eksempel ved at lave sajda.
Man behøver ikke lave den med det samme, men det er bedre at gøre det så hurtigt som muligt, så man ikke glemmer det.
Man skal kun lave sajda, hvis man hører en live-recitation. Så hvis man hører verset fra en optagelse, f.eks. CD, MP3 eller andet, så skal man ikke lave sajda.
En kvinde i menstruation, der hører et vers fra Koranen, der normalt ville kræve, at man lavede en sajda, skal ikke at lave den, hverken når hun har menstruation, eller når menstruationen slutter.
De vers der kræver, at man laver sajda al-tilawa, er alle markerede i Koranen, og der er 15 i alt* :
| Sura (Kapitel) |
Placering (sura:vers) |
Juz (Spara) |
| 1. Araf | 7:206 | 9 |
| 2. Ra’ad | 13:15 | 13 |
| 3. Nahl | 16:50 | 14 |
| 4. Isra | 17:109 | 15 |
| 5. Maryam | 19:58 | 16 |
| 6. Hajj | 22:18 | 17 |
| 7. Hajj | 22:77 | 17 |
| 8. Furqan | 25:60 | 19 |
| 9. Naml | 27:26 | 19 |
| 10. Sajda | 32:15 | 21 |
| 11. Saad | 37:24 | 23 |
| 12. Fussilat | 41:38 | 24 |
| 13. Najm | 53:62 | 27 |
| 14. Inshiqaq | 84:21 | 30 |
| 15. Alaq | 96:19 | 30 |
Hvis man læser det i Koranen, kan man se det ved, at der står ”sajda” på arabisk med småt ved verset, eller ude i siden ved verset.
* Det er faktisk 14, men i Hanafi-skolen tæller vers nr. 7 (Hajj 22:77) ikke med som en sajda, men i stedet tæller nr. 11 (Saad 37:24). Mens det i Shafi-skolen er omvendt.
Derfor er det bedst at opfatte dem begge som vers, hvor man skal lave sajda for dem.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Abu Bakr ibn Masud ibn Ahmad al-Kasani (d. 1191) er en af de store tidlige lærde i Hanafi-skolen. Han var fra Kazan ved området omkring det nuværende Usbekistan. Han studerede som ung under al-Samarqandi, forfatteren til Tuhfatu al-Fuqaha. Kasani giftede sig med Samarqandis datter, Fatima, hvor det siges, at hendes Mahr var, at Kasani skrev kommentaren 'Badai al-Sanai'. Senere i hans liv rejste han til de Syriske områder, hvor han bosatte sig i Halab og blev den ledende lærd der, hvor han serene døde.
Badai al-Sanai er en hel unik bog indenfor Hanafi-fiqh. Den er skrevet som en kommentar til Tuhfatu al-Fuqaha, og Badai al-Sanai udemærker sig ved at være struktureret på en helt igennem velgennemtænkt systematisk måde. I bogen har forfatteren, Kasani, bygget sin kommentar meget logisk, nærmest flowchart-agtigt op, og bogen er en af de mest detaljerede i forhold til at forstå dybere liggende problemstillinger i hanafi-skolen. Badai al-Sanai er en bog, der ofte kun studeres i uddrag, men i nogle områder, f.eks. Syrien studeres den hele den dag i dag.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Har du spørgsmål til ovenstående?
