Er det muligt at få en liste over de ting, der kræver, at man laver Sajda al-Sahw i bønnen?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Den overordnede regel er, at hver gang man glemmer at udføre en wajib eller forsinker en wajib eller fard handling i bønnen, så kræver det, at man laver en Sajda al-Sahw til slut.
Det kræver selvfølgelig, at man ved hvilke handlinger, der er wajib i bønnen.
Hvis ikke, så kan man tage et kig på følgende overordnede liste over, hvad der kræver, at man laver Sajda al-Sahw:
- Hvis man glemmer at recitere Fatiha helt eller det meste af den.
- Hvis man glemmer at recitere en sura eller nogle vers efter Fatiha.
- Hvis man reciterer mindre end, hvad der svarer til længden af tre små vers efter Fatiha.
- Hvis man kommer til at recitere et andet vers fra Koranen, før man starter på Fatiha.
- Hvis man venter for lang tid med at starte på suraen efter Fatiha. For lang tid svarer til, at man langsomt siger Subhanallah tre gange, det vil være et sted omkring ca. 10 sekunder.
Disse 5 gælder for de første to rakas af en fard bøn og alle rakas af en wajib, sunna og nafl bøn. - Hvis man kommer til at recitere vers fra Koranen, mens man er i ruku.
- Hvis man kommer til at recitere vers fra Koranen, mens man er i sajda.
- Hvis man glemmer at lave en af de to sajdas i en raka.
- Hvis man kommer til at lave tre sajdas i den samme raka.
- Hvis man glemmer at sidde efter den anden raka.
- Hvis man glemmer at rejse sig efter den anden raka (i en 3 eller 4 raka bøn) sådan så, at man fik sagt op til “Allahumma Salli Ala Muhammad”.
- Hvis man kommer til at rejse sig for at lave en femte raka.
- Hvis man glemmer at recitere Tashahhud (attahiyaat).
- Hvis man kommer til at læse noget fra Koranen, før man starter Tashahhud (attahiyaat).
- Hvis man glemmer at lave Qunut i witr.
Visse detaljer der giver sahw er udeladt for at gøre listen mere overskuelig.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Abu Bakr ibn Masud ibn Ahmad al-Kasani (d. 1191) er en af de store tidlige lærde i Hanafi-skolen. Han var fra Kazan ved området omkring det nuværende Usbekistan. Han studerede som ung under al-Samarqandi, forfatteren til Tuhfatu al-Fuqaha. Kasani giftede sig med Samarqandis datter, Fatima, hvor det siges, at hendes Mahr var, at Kasani skrev kommentaren 'Badai al-Sanai'. Senere i hans liv rejste han til de Syriske områder, hvor han bosatte sig i Halab og blev den ledende lærd der, hvor han serene døde.
Badai al-Sanai er en hel unik bog indenfor Hanafi-fiqh. Den er skrevet som en kommentar til Tuhfatu al-Fuqaha, og Badai al-Sanai udemærker sig ved at være struktureret på en helt igennem velgennemtænkt systematisk måde. I bogen har forfatteren, Kasani, bygget sin kommentar meget logisk, nærmest flowchart-agtigt op, og bogen er en af de mest detaljerede i forhold til at forstå dybere liggende problemstillinger i hanafi-skolen. Badai al-Sanai er en bog, der ofte kun studeres i uddrag, men i nogle områder, f.eks. Syrien studeres den hele den dag i dag.
Muhammad ibn Abdillah al-Tumurtashi (d. 1480) var en Hanafi-lærd fra Tyrkiet. Han var i sin tid kendt for sin store viden indenfor Hanafi-fiqh ogg usul, hvilket blandt andet første til, at han blev dommer i Istanbul, hvor han senere døde.
Durar al-Hukkam er en sharh (kommentar) skrevet af Mulla Khisro til hans egen grundtekst kaldet ’Ghurar al-Hukkam’. Durar al-Hukkam er især skrevet som en slags opfølgning til Sharh Wiqaya, hvor Mulla Khisro i mange tilfælde forklarer, hvor forfatteren af Sharh Wiqaya tog fejl i sine holdninger. Durar al-Hukkam er en meget stærk ressource indenfor hanafi-fiqh, der dog ikke studeres så meget mere.
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Kamal al-Din Muhammad ibn Abdul-Wahid ibn al-Humam (d. 1456) er af de absolut største lærde indenfor hanafi-skolen. Hans far var dommer af Alexandria, men døde da Ibn Humam var 10 år, og han blev derfor opdraget af sin farfar i Kairo, hvor han selv senere døde. Han studerde meget intenst, og udviklede sig til en af sin tids absolutte største lærde i den islamiske verden, både indenfor fiqh, men også hadith og aqida. Blandt hans elever tæller ikke kun lærde fra hanafi-skolen, men selv også store lærde fra Shafi-skolen som Manawi og Qarafi. I Hanafi-skolen kaldes han ofte "al-Muhaqqiq", der betyder, den der kunne verificere eller afgøre, fordi han har efterladt et massivt arbejde indenfor især fiqh og usul, hvor han har været inde og verificere og vælge de stærkeste holdninger indenfor hanafi-skolen. Han er om nogen den, der måske fik størst indflydelse på, hvordan Hanafi-skolen senerehen har udviklet sig.
Fath al-Qadir er en af de stærkeste kommentarer, der er skrevet til teksten 'al-Hidaya'. Fath al-Qadir er en tekst, der går i dybden med især hadith-beviser for hanafi-skolens holdninger, og den er fyldt med avanceret hadth analyse og hadith-metodik. Fath al-Qadir er ubeskrivelig ressource indenfor forståelsen af usul al-fiqh, og især hvordan Hanafi-skolen fortolker og bruger hadith. Ibn Humam døde dog, inden han kunne nå at skrive bogen færdig.
Ibrahim ibn Muhammad ibn Ibrahim al-Halabi (d. 1549) var en Hanafi lærd fra Halab i Syrien. Han var en eminent lærd, der studerede både i Halab, Egypten og Tyrkiet, og endte med at slå sig ned i Istanbul, hvor underviste og også døde. Han er blandt andet forfatter til den kendte matn 'Multaqa al-Abhur', der samler indholdet af to andre tekster: Wiqaya og Kanz al-Daqaiq.
Halabi Kabir er den mest udførelige sharh (kommentar) som Imam Halabi har skrevet til grundteksten ”Munyatu al-Musalli”. Bogen begrænser sig til tahara og bønnen, går til gengæld i meget dybe detaljer og inddrager et utal af forskellige problemstillinger, og man ofte finde svar på avancerede emner indenfor tahara og bønnen her. Halabi Kabir er en meget nyttig tekst indenfor ibadat, og supplerer tekster som f.eks. 'Maraqi al-Falah'
Burhan al-Din Abu al-Hasan Ali ibn Abi Bakr al-Marghinani (d. 1197) er fra området ved Fergana-dalen i det nuværende Usbekistan. Han er en af de absolut mest indflydelsesrige lærde, der har været i Hanafi-skolen, idet hans bog Hidaya har haft stor indflydelse på de tekster der blev skrevet efterfølgende. At han var i stand til at skrive en bog som Hidaya vidner om hans store viden indenfor de islamiske videnskaber. Han regnes for at være blandt de lærde, der kunne vægte hvilke holdninger, der er stærke og svage, og hans verificeringer af disse tillægges stor vægt.
Hidaya er en af Hanafi-skolens mest værdifulde bøger. Stort set alle andre grundtekster efter Hidaya er komprimerede udgaver af Hidaya med ekstra tilføjelser. Hidaya er en kommentar til en grundtekst skrevet af imam Marghinani, ’bidayat al-mujtahid’, der i sig selv er en videreudbygning af Mukhtasar al-Quduri. Men Hidaya udmærker sig ved at være skrevet på en kompleks måde, der tager højde for fiqh, hadith, usul, retorik og mange andre videnskaber på en og samme tid. Bogens sværhedsgrad gør, at det kun er noget, der studeres af avancerede fiqh-studerende, men så er det til gengæld også en uundværlig ressource indenfor Hanafi-fiqh. Hidayas vigtighed tydeliggøres af, at der er skrevet utallige kommentarer til den, men desværre er det kun de færreste af dem der i dag er udgivede. Det siges, at forfatteren, Marghinani, altid var fastende, når han skrev på Hidaya.
Abdullah ibn Mahmud al-Mousuli (d. 683H) er hans fulde navn, men er bedre kendt som 'Mousuli'. Han er fra området ved Mosul i Irak, hvor han tidligt studerede de islamiske videnskaber. Senere rejste han til Damskus for yderligere studier. Han blev udpeget til dommer i Kufa, men senere afskediget, hvorefter han rejste til Baghdad og underviste, og senere døde. Det siges, at hans hukommelse var så skarp, at han ikke havde behov for at slå op i bøger, før han kunne give en fatwa. Han er forfatteren til en af de mest pålidelige og studerede grundtekster (mutun) i Hanafi-fiqh kaldet "al-Mukhtar li al-Fatawa", og imam Mousuli's holdninger har afgørende vægt, når man skal afgøre hvilke holdninger, der er de stærkeste.
Ikhtiyar er en kommentar skrevet af imam Mousuli til hans egen grundtekst kaldet "Mukhtar". Ikhtiyar er en kort, men meget dyb kommentar, der udemærker sig ved at give solide referencer fra Koranen og hadith til holdningerne i hanafi-skolen. Derudover har bogen også en meget præcis gennemgang af den bagudliggende forståelse ved holdningerne. Ikhtiyar er blandt de stærkeste og mest pålidelige referencer, indenfor Hanafi-fiqh. Bogen studeres i dag meget i lande som Syrien og Irak.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Ubaidallah ibn Masud ibn Mahmud ibn Sadr al-Sharia Ahmad al-Mahbubi (d. 1346) er fra en familie af store lærde indenfor Hanafi-fiqh. Han blev født i Bukhara i det nuværende Usbekistan, hvor han studerede fiqh. Han blev senere en ledende lærd indenfor især fiqh og usul. Han er en af de absolut stærkeste lærde indenfor Hanafi-skolen, og har blandt andet skrevet grundteksten (matn) Nuqaya. Hans dybe kendskab til den islamiske regler gav ham titlen "Sadr al-Sharia al-Asghar" ('Shariaens Stolthed, den lille').
Sharh Wiqaya er en kommentar (sharh) skrevet til en af de stærkeste grundtekster i hanafi-skolen, wiqaya. Sharh Wiqaya er en meget kort og præcis kommentar, hvor forfatteren, Sadr al-Sharia, formår at inddrage forskellige dybe emner som usul og hadith på en meget intensiverende måde. Der er skrevet et utal af ekstra-kommentarer (hashiya) til Sharh Wiqaya og der er endda andre bøger som Durar al-Hukkam og al-Idah Sharh al-Islah, der i høj grad bygges op omkring at præcisere og korrigere, hvad der er skrevet i Sharh Wiqaya. Sharh Wiqaya studeres i dag bredt i den muslimske verden.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?











