Hvis der er noget svinekød i kattemad og katten slikker dig, dit tøj eller sig selv og man derefter aer katten. Vil man så kunne bede med det tøj på som katten har slikket eller ligget på en?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Kattens spyt er ikke urent (najis).
Det betyder at hvis en kat slikker ens hånd eller tøj, så bliver det ikke urent.
Man kan altså godt bede, hvis en kat har slikket ens hånd, tøj eller andet. Det bryder ikke wudu, og bliver heller ikke urent, hvis katten slikker en.
Dog vil det være bedst at vaske hånden, og det sted på tøjet, inden man beder.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Ahmad ibn Muhammad ibn Ismail al-Duqati al-Tahtawi (d. 1812) er blandt de største lærde indenfor hanafi fiqh indenfor de sidste 200 år. Han flyttede til Kairo som ung, og studerede på Azhar-instituttet under datidens ledende lærde, og han blev senere sin tids største lærd indenfor Hanafi fiqh.
Hashiyat Maraqi er imam Tahtawis ekstra-kommentar til Shurunbulalis ’Maraqi al-Falah’. I Hashiyat Maraqi uddyber og forklarer imam Tahtawi på glimrende vis mange uklare punkter i Maraqi al-Falah. Derudover tilføjer han også mange nyttige punkter, og samlet set er Hashiyat Maraqi helt igennem uundværlig, hvis man ønsker at forstå Maraqi al-Falah i detaljer.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Har du spørgsmål til ovenstående?











