Hvad skal man gøre, hvis man læser en sura (noget fra Koranen) forkert under sin bøn? Skal man læse sura'en om, eller skal man lave sajda al-sahw (forglemmelses-knæfald)?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Hvis man laver en fejl i suraen, så retter man det stykke, hvor fejlen var.
Laver man f.eks. en fejl i surat "al-Ikhlas" og læser "wa lam ya kullahu kufuwan ehud", så behøver man kun at læse det vers igen rigtigt.
Man behøver ikke at starte hele suraen forfra.
Nogle gange kan det dog være det, der skal til før man får rettet helt op på fejlen igen, så det afhænger lidt af, hvad der er nemmest og mest praktisk for en selv.
Ofte kan det være svært at rette et bestemt vers, fordi man er vant til at læse hele suraen på en bestemt måde og med en bestemt rytme. Derfor er der ikke noget galt i at starte helt forfra på suraen.
Hvis man bliver ved med at lave fejl, kan man gå i ruku eller læse en anden sura i stedet.
Nogle gange glemmer man simpelthen, hvordan man skal læse det rigtigt, og bliver ved med at lave den samme fejl igen og igen. Hvis det sker skal man se om man har læst ”wajib-recitationen” (den nødvendige recitation) eller ej:
- Hvis man har læst ”wajib-recitationen”, og man støder på en fejl man bliver ved med at lave, så kan man bare gå i ruku i stedet for.
- Hvis man ikke har læst ”wajib-recitationen”, ”, og man støder på en fejl man bliver ved med at lave, så skal man læse en anden sura i stedet.
"Wajib-recitationen" er hvad der svarer til længden af surat al-kawthar. Dvs. et langt eller tre korte vers fra Koranen.
Hvis man senere kommer i tanke om, at man læste forkert, så skal man ikke gøre noget.
Er man f.eks. gået i ruku, og så går det op for en, at man læste noget forkert i suraen, så skal man bare fortsætte sin bøn.
Man skal ikke afbryde bønnen, hvis man kommer til at læse forkert.
Hvis man kommer til at glemme et vers, går i stå, læser forkert eller lignende, så skal man rette fejlen, læse fra en anden sura i stedet eller gå i ruku. Det vil være forkert, hvis man afbryder bønnen pga. fejl i recitationen.
Der er ikke sajda al-sahw (forglemmelses-knæfald) for at læse noget forkert under bønnen.
Der er kun sajda al-sahw, hvis man glemmer noget, der er ”wajib” (nødvendigt) under bønnen.
Læs evt: En liste over hvad der giver sajda al-sahw?
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Kamal al-Din Muhammad ibn Abdul-Wahid ibn al-Humam (d. 1456) er af de absolut største lærde indenfor hanafi-skolen. Hans far var dommer af Alexandria, men døde da Ibn Humam var 10 år, og han blev derfor opdraget af sin farfar i Kairo, hvor han selv senere døde. Han studerde meget intenst, og udviklede sig til en af sin tids absolutte største lærde i den islamiske verden, både indenfor fiqh, men også hadith og aqida. Blandt hans elever tæller ikke kun lærde fra hanafi-skolen, men selv også store lærde fra Shafi-skolen som Manawi og Qarafi. I Hanafi-skolen kaldes han ofte "al-Muhaqqiq", der betyder, den der kunne verificere eller afgøre, fordi han har efterladt et massivt arbejde indenfor især fiqh og usul, hvor han har været inde og verificere og vælge de stærkeste holdninger indenfor hanafi-skolen. Han er om nogen den, der måske fik størst indflydelse på, hvordan Hanafi-skolen senerehen har udviklet sig.
Fath al-Qadir er en af de stærkeste kommentarer, der er skrevet til teksten 'al-Hidaya'. Fath al-Qadir er en tekst, der går i dybden med især hadith-beviser for hanafi-skolens holdninger, og den er fyldt med avanceret hadth analyse og hadith-metodik. Fath al-Qadir er ubeskrivelig ressource indenfor forståelsen af usul al-fiqh, og især hvordan Hanafi-skolen fortolker og bruger hadith. Ibn Humam døde dog, inden han kunne nå at skrive bogen færdig.
Ibrahim ibn Muhammad ibn Ibrahim al-Halabi (d. 1549) var en Hanafi lærd fra Halab i Syrien. Han var en eminent lærd, der studerede både i Halab, Egypten og Tyrkiet, og endte med at slå sig ned i Istanbul, hvor underviste og også døde. Han er blandt andet forfatter til den kendte matn 'Multaqa al-Abhur', der samler indholdet af to andre tekster: Wiqaya og Kanz al-Daqaiq.
Halabi Kabir er den mest udførelige sharh (kommentar) som Imam Halabi har skrevet til grundteksten ”Munyatu al-Musalli”. Bogen begrænser sig til tahara og bønnen, går til gengæld i meget dybe detaljer og inddrager et utal af forskellige problemstillinger, og man ofte finde svar på avancerede emner indenfor tahara og bønnen her. Halabi Kabir er en meget nyttig tekst indenfor ibadat, og supplerer tekster som f.eks. 'Maraqi al-Falah'
Ahmad ibn Muhammad ibn Ismail al-Duqati al-Tahtawi (d. 1812) er blandt de største lærde indenfor hanafi fiqh indenfor de sidste 200 år. Han flyttede til Kairo som ung, og studerede på Azhar-instituttet under datidens ledende lærde, og han blev senere sin tids største lærd indenfor Hanafi fiqh.
Hashiyat Maraqi er imam Tahtawis ekstra-kommentar til Shurunbulalis ’Maraqi al-Falah’. I Hashiyat Maraqi uddyber og forklarer imam Tahtawi på glimrende vis mange uklare punkter i Maraqi al-Falah. Derudover tilføjer han også mange nyttige punkter, og samlet set er Hashiyat Maraqi helt igennem uundværlig, hvis man ønsker at forstå Maraqi al-Falah i detaljer.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
