Hvis man er rejsende og af en eller anden besynderlig årsag ikke får bedt sine bønner, derfor skal bede dem om (bede dem som qada), skal man så bede qada-bønnen, som hvis den var en rejsendes bøn (dvs. en forkortet qada-bøn) eller skal man bede den med normal længde?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Det der gælder for bønnen med hensyn til, hvordan man skal bede den om, er den tilstand man var i, da bønnens tid gik ud.
- Hvis man var rejsende, da bønnen blev misset, så skal man bede den om som en rejsendes bøn, uafhængigt af om man er rejsende eller ej, når man vil bede den om.
- Hvis man ikke var rejsende, da bønnen blev misset, så skal man bede den om som en normal bøn, uafhængigt af om man er rejsende eller ej, når man vil bede den om.
Det betyder at:
De bønner, man ikke har fået bedt som en rejsende, altid skal læses om (bedes qada) som en rejsendes bøn.
Dette gælder uanset om man selv er rejsende eller ej, når man vælger at bede dem om.
Dvs. hvis man har været på ferie i Tyrkiet i 10 dage, og på vejen hjem ikke fik bedt Dhuhr bønnen i flyet, så skal denne bedes qada. Ønsker man at bede den om, når man er helt hjemme igen gælder at:
- Bønnen blev misset som rejsende.
- Lige nu er man ikke længere rejsende.
- Det der tæller er ens tilstand, da bønnen blev misset, og da bønnen blev misset som en rejsende, skal den derfor bedes om som en rejsendes bøn.
- Det betyder, at denne missede dhuhr-bøn skal læses som en to rakat bøn.
De bønner, man ikke har fået bedt uden at være rejsende, skal altid læses om (bedes qada) som en normal bøn.
Dette gælder uanset om man selv er rejsende eller ej, når man vælger at bede dem om. Dvs. hvis man missede Asr-bønnen derhjemme, og derefter tager på ferie i Tyrkiet for 10 dage, og ønsker at bede den missede Asr bøn mens man er på ferie, så gælder at:
- Bønnen blev misset, da man ikke var rejsende.
- Lige nu er man rejsende.
- Det der tæller er ens tilstand, da bønnen blev misset, og da bønnen blev misset, og der var man ikke rejsende. Derfor bedes om som en normal bøn.
- Det betyder, at denne missede dhuhr-bøn skal læses som en fire rakat bøn.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
