Hvilke regler gælder for en rejsende med hensyn til bønnen? Hvornår skal man forkorte bønnen, og hvornår skal man læse den hele?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
En kort oversigt over den rejsendes bøn
For bønnen gælder, at hvis man er rejsende, skal man læse samtlige 4 rakat fard bønner som 2 rakat. Dette kaldes at bede bønnen som 'Qasr', dvs. at man forkorter bønnen. I praksis betyder det at:
- De fire rakat fard i Dhuhr, Asr og Isha læses som 2 rakat.
- Maghrib og Fajr forbliver som normalt.
- Witr forbliver også som normalt.
At de skal læses som to rakat betyder, at man skal læse Dhuhr, Asr og Isha, på samme måde som man ville læse de to rakat fard i Fajr-bønnen.
Hvorvidt man skal forkorte bønnen eller ej afhænger af om man er rejsende. For at finde ud af om man er rejsende, skal man have kendskab til sin situation.
En persons tilstande
En person kan befinde sig tre steder:
- I sin faste bopæl
Man bor normalt et sted, hvor man har sit faste hjem. Den by man bor i, er ens faste bopæl. Det er ligegyldigt om byen er lille eller stor. Det vigtige er, at det er den by, man selv bor i som fast bopæl. Man skal ikke forkorte bønnen, når man er i sin faste bopæl. - I en midlertidig bopæl
Nogle gange vil man befinde sig i en by, hvor man skal bo midlertidigt. Det er ikke ens egentlige hjem, men af en eller anden årsag skal man bo i denne by for en begrænset periode. Hvis man har hensigt om at bo i en anden by i 15 dage eller mere, så vil det være ens midlertidige bopæl. Man skal ikke forkorte bønnen, når man er i sin midlertidige bopæl. - Være rejsende
Hvilket er, når man ikke befinder sig i de to ovenstående, dvs man er rejsende.
I praksis er det, hvis man forlader sin faste eller midlertidige bopæl med hensigt om at rejse mindst ca. 80 km, eller hvis man befinder sig i sin destination, og skal være der mindre end 15 dage.
Det er kun når man befinder sig i denne situation, at reglerne for den rejsendes bøn vil gælde. Man skal forkorte bønnen, når man er rejsende.
Ens faste bopæl er altid ens faste bopæl, og den kan kun ændres til en ny fast bopæl.
Hvis man f.eks. er født, opvokset og bor i København, så er det ens faste bopæl. Hvis man tager på ferie i to uger og kommer tilbage til København, så vil København stadigvæk være ens faste bopæl. Ens faste bopæl kan godt skifte, f.eks. hvis man gifter sig og flytter til Odense, så vil ens faste bopæl skifte til Odense.
Hvis man rejser væk fra sin midlertidige bopæl, så holder den op med at være ens midlertidige bopæl.
Hvis man f.eks. har København som sin faste bopæl, og skal bo 20 dage i Århus, så er Århus ens midlertidige bopæl, når man befinder sig i Århus. Hvis man på dag 21 rejser til Herning, er Århus ikke længere ens midlertidige bopæl.
Skulle man herefter komme tilbage til et nyt ophold i Århus for at være der i 5 dage, for derefter at rejse tilbage til København, så vil man i de sidste 5 dage være rejsende i Århus.
Hvordan man bliver til ”en rejsende”
- Man bliver rejsende, når man forlader sin faste eller midlertidige bopæl med en hensigt om at rejse en afstand på mindst ca. 80 km.
De 80 km tælles fra bygrænse til bygrænse, og udregnes som den afstand man rent faktisk tilbagelægger og ikke som en fugleflugtslinje. - Hvis man skal være mindre end 15 dage på sin destination, er man også en rejsende, mens man er der.
Det er liggyldigt om man er der i to timer, tre dage eller 10 dage, og hvad man laver der. Hvis man er der i mindre end 15 dage, så er man rejsende og skal forkorte bønnen. - Hvis man skal være på destinationen i 15 dage eller mere, så er ens destination ens midlertidige bopæl, og man er ikke en rejsende, når man er der.
Men man er en rejsende, når man er på vej derhen og på vej hjem igen, så længe der er en afstand på mindst ca. 80 km til og fra derfra.
Det betyder at:
- Hvis man rejser fra sin faste bopæl (den by man normalt bor i), eller den midlertidige bopæl (hvis man f.eks. er på ferie i Istanbul 20 dage, og nu skal 5 dage til Konya),
- og rejsen er mere end ca. 80 km fra bygrænsen (ikke ens hus, stationen eller andet i den stil, men bygrænsen),
- og man skal være mindre end 15 dage det sted man rejser hen til (også bygrænsen),
- så SKAL man forkorte bønnen, når man rejser og er derhenne.
Dette gælder fra det øjeblik man forlader sin faste eller midlertidige bopæl indtil:
- Man kommer tilbage til sin faste bopæl (dvs. indenfor bygrænsen, ikke helt hen til ens hus eller station) eller
- Man befinder sig i sin midlertidige bopæl, hvor man har hensigt om at være 15 dage eller mere.
Vigtige principper
Hvis ens destination er ens faste bopæl, så er man aldrig rejsende der, uanset hvor lang tid man skal være der.
Hvis København er ens faste bopæl, så skal man altså ikke forkorte bønnen der, uanset om man vil være i København 2 dage eller 2 år. Det betyder også, at hvis man ankommer til sin faste bopæl for at være der i 24 timer og så rejse videre, så skal man ikke forkorte bønnen, i de 24 timer man befinder sig i sin faste bopæl.
Man skal forkorte sin bøn lige så snart man forlader sin by, med hensigt om at rejse mindst ca. 80 km.
Man skal altså ikke vente med at forkorte bønnen, indtil man rent faktisk har tilbagelagt 80 km. Har man hensigten om at rejse ca. 80 km. så kan man også forkorte bønnen lige så snart man har forladt bygrænsen.
Det er afstanden der er afgørende
Det er ligegyldigt, hvor lang tid man er om at tilbagelægge afstanden. Det er også ligegyldigt, hvordan man tilbagelægger afstanden.
Det spiller altså ingen rolle, om man kan gøre det på 2 timer eller 2 dage, eller om man gør det i bil, med et fly, på en cykel, til fods eller andet.
Det eneste der betyder noget er, at der er mindst ca. 80 km fra bygrænse til bygrænse. Hvis det er tilfældet, skal man bede samtlige 4 rakat fard bønner som 2 rakat. Dvs. man skal bede de fire rakat fard i dhuhr, asr og isha som om det var fajr.
Afstanden tælles fra bygrænsen
Dvs. man skal tælle om der er ca. 80 km fra bygrænsen fra ens egen by til den by man skal til. Man skal ikke tælle fra ens hjem, hotel, stationen, lufthavnen eller lignende. Det der er afgørende er, hvor man forlader bygrænsen fra.
Det er hensigten om de 15 dage, der er afgørende
Det er ligegyldigt om man rent faktisk har været i sin midlertidige bopæl i 15 dage eller ej. Hvis man har hensigt om at være der i 15 dage eller mere, så skal man ikke forkorte bønnen, når man er der, uanset om man har været der i to, fem eller 20 dage.
Større byer er at regne for en enkelt stor sammenhængende by.
Selvom man i større byer kan komme ud for, at der er separate kommuner, postnumre og lignende, så betyder det ikke at der er tale om forskellige byer. F.eks er Storkøbenhavn at regne for en og samme by. Bor man i Lyngby så befinder man sig stadigvæk i Storkøbenhavn, selvom man tager til Glostrup. En person der bor indenfor Storkøbenhavn er derfor først rejsende, når han forlader Storkøbenhavn. Det samme vil gøre sig gældende for andre byer som Århus, Odense og lignende.
Så det der betyder noget er:
- Bygrænsen for den by man bor i (byen kaldes A).
- Bygrænsen for den by man skal hen til (byen kaldes B).
- Den afstand man selv tilbagelægger mellem A og B.
- Hvis afstanden mellem A og B er mere end ca. 80 km, skal man forkorte bønnen, når man rejser fra A til B (husk A er bygrænsen og B er bygrænsen, det er ikke fra ens eget hjem til hotellet).
- Hvis man skal være i B i mindre end 15 dage, skal man også forkorte bønnerne, så længe man er i B.
- Hvis man skal være i B i 15 dage eller mere, skal man ikke forkorte bønnerne, så længe man er i B. Når man rejser tilbage igen (altså fra B til A), skal man også forkorte bønnen.
- Hvis afstanden mellem A og B er mindre end ca. 80 km er der ingen ændringer, og alting er som det plejer.
Ovenstående gælder alt sammen ifølge hanafi-skolen. I de andre skoler (shafi, maliki og hanbali) forholder tingene sig lidt anderledes. Man kan derfor komme ud for andre holdninger omkring afstand, om det skal være 15 dage eller ej og andre små forskelle.
Et par eksempler
Eksempel 1
Du bor i København og skal besøge familien i Odense. Du skal kun være i Odense i 6 timer, dvs:
- Din faste bopæl er København.
- Du skal rejse mere end 80 km.
- Du skal være på din destination i mindre end 15 dage.
- Derfor skal du forkorte din bøn både når du rejser, og når du er i Odense, indtil du er tilbage i København.
Så hvis:
- Du forlader dit hjem om morgenen kl. 7
- Du tager toget på hovedbanegården kl. 8
- Du forlader København kl. 9
Så du skal først begynde at forkorte din bøn fra kl. 9, for det er først kl. 9, at du forlader Københavns bygrænse med hensigten om at rejse mindst 80 km.
Og hvis:
- Du ankommer til Odenses bygrænse kl. 11
- Du er hjemme hos din tante 11:30
- Du tager af sted fra din tante kl. 18:00
- Du forlader Odenses bygrænse kl. 19:00
- Du ankommer til Københavnsområdet kl. 21:00
- Du ankommer til dit hjem kl. 22:00
Så skal du forkorte bønnen indtil kl. 21, for det er først kl. 21, at du kommer tilbage til din faste bopæl (Københavns bygrænse).
Skulle du i stedet have besøgt din svigerfamilie i Roskilde, så skulle du ikke forkorte bønnen, fordi der er mindre end 80 km mellem København og Roskilde.
Eksempel 2
Du bor i København, og skal rejse 3 uger til Amman i Jordan, dvs:
- Din faste bopæl er København
- Du skal rejse mere end 80 km
- Din midlertidige bopæl er Amman, da du skal være i Amman i mere end 15 dage.
- Derfor skal du forkorte din bøn, når du rejser, men ikke mens du er i Amman (for du skal være 3 uger, dvs. 21 dage, i Amman)
Så hvis:
- Du forlader dit hjem kl. 7
- Du ankommer til Københavns Lufthavn kl. 8
- Dit fly letter kl. 13
- Du ankommer til Ammans lufthavn kl. 23
- Du ankommer til Ammans bygrænse kl. 1
- Du er hjemme hos din moster eller på hotellet, hvor du skal bo kl. 2
Så skal du forkorte din bøn fra når flyet letter, indtil du når Ammans bygrænse.
Fordi Københavns Lufthavn er at regne for at være en del af Storkøbenhavn, mens Ammans lufthavn ligger udenfor Amman. Når du er i Amman, skal du ikke forkorte, fordi du skal være der 3 uger, og det er mere end 15 dage.
Bemærk, at man kun skal forkorte på lufthavnen, hvis den ligger udenfor byen.
Københavns Lufthavn Kastrup regnes for at være en del af storkøbenhavns-området. Derfor skal dem, der bor i Storkøbenhavn ikke forkorte bønnen, når de befinder sig i Kastrup Lufthavn. Dem, der bor udenfor København, f.eks. i Roskilde, Vejle, Odense eller lignende kan godt forkorte i Københavns Lufthavn.
Husk på at den midlertidige bopæl forsvinder ved, at man rejser væk fra den.
Det betyder, at hvis du har planlagt at rejse væk fra Amman, f.eks. ved at du efter 10 dage i Amman skal på en 3 dages udflugt til Damaskus, hvorefter du kommer tilbage til Amman de sidste 8 dage, og så rejser hjem til København, så gælder at:
Du er rejsende i Amman hele tiden, og du er rejsende i Damaskus også. Fordi du har kun til hensigt om at være i Amman i 10 dage, hvorefter du vil rejse væk derfra. Herefter vil du komme tilbage til Amman og være der i 8 dage. Men ingen af gangene har du hensigt om at være i Amman i mindst 15 dage i træk, og derfor vil du i Amman hele tiden være en rejsende, der skal forkorte bønnen.
Eksempel 3
Du bor i Århus, men skal på 3 dages kursus med arbejdet i København, dvs:
- Din faste bopæl er Århus
- Du skal rejse mere end 80 km
- Du skal være på din destination i mindre end 15 dage.
- Derfor skal du forkorte din bøn både når du rejser, og når du er i København, indtil du er tilbage i Århus.
Eksempel 4
Du bor i Helsingør, men studerer på universitetet i København, og tager derfor hver dag til København, dvs:
- Din faste bopæl er Helsingør
- Du skal rejse mindre end 80 km.
- Du kommer derfor slet ikke til at være en rejsende, og skal derfor slet ikke tænke på om du skal forkorte bønnen eller ej.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Abu Bakr ibn Masud ibn Ahmad al-Kasani (d. 1191) er en af de store tidlige lærde i Hanafi-skolen. Han var fra Kazan ved området omkring det nuværende Usbekistan. Han studerede som ung under al-Samarqandi, forfatteren til Tuhfatu al-Fuqaha. Kasani giftede sig med Samarqandis datter, Fatima, hvor det siges, at hendes Mahr var, at Kasani skrev kommentaren 'Badai al-Sanai'. Senere i hans liv rejste han til de Syriske områder, hvor han bosatte sig i Halab og blev den ledende lærd der, hvor han serene døde.
Badai al-Sanai er en hel unik bog indenfor Hanafi-fiqh. Den er skrevet som en kommentar til Tuhfatu al-Fuqaha, og Badai al-Sanai udemærker sig ved at være struktureret på en helt igennem velgennemtænkt systematisk måde. I bogen har forfatteren, Kasani, bygget sin kommentar meget logisk, nærmest flowchart-agtigt op, og bogen er en af de mest detaljerede i forhold til at forstå dybere liggende problemstillinger i hanafi-skolen. Badai al-Sanai er en bog, der ofte kun studeres i uddrag, men i nogle områder, f.eks. Syrien studeres den hele den dag i dag.
Zain al-Din Ibn Ibrahim Ibn Nujaym (d. 1562) blev født i Kairo. Han blev en af Egyptens største lærde og underviste og skrev meget, og var meget optaget af at hjælpe og løse folk med deres problemer i dagligdagen. Ibn Nujaym og hans forklaringer og diskussioner benyttes meget af de lærde efter hans tid, og hans holdninger tillægges også stor betydning. Han har efterladt et utal af bøger indenfor hanafi-fiqh, hvoraf nogle endnu ikke er udgivet.
Bahr al-Raiq er måske den største og mest detaljerede kommentar, der er skrevet til grundteksten 'Kanz al-Daqaiq'. I Bahr al-Raiq går Ibn Nujaym i meget dybe detaljer i alt fra beviser, årsager, forklaringer og diskussioner af forskellige holdninger i Hanafi-skolen. Ibn Nujaym nåede dog ikke at gøre bogen helt færdig, før han døde.
Muhammad ibn Abdillah al-Tumurtashi (d. 1480) var en Hanafi-lærd fra Tyrkiet. Han var i sin tid kendt for sin store viden indenfor Hanafi-fiqh ogg usul, hvilket blandt andet første til, at han blev dommer i Istanbul, hvor han senere døde.
Durar al-Hukkam er en sharh (kommentar) skrevet af Mulla Khisro til hans egen grundtekst kaldet ’Ghurar al-Hukkam’. Durar al-Hukkam er især skrevet som en slags opfølgning til Sharh Wiqaya, hvor Mulla Khisro i mange tilfælde forklarer, hvor forfatteren af Sharh Wiqaya tog fejl i sine holdninger. Durar al-Hukkam er en meget stærk ressource indenfor hanafi-fiqh, der dog ikke studeres så meget mere.
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Kamal al-Din Muhammad ibn Abdul-Wahid ibn al-Humam (d. 1456) er af de absolut største lærde indenfor hanafi-skolen. Hans far var dommer af Alexandria, men døde da Ibn Humam var 10 år, og han blev derfor opdraget af sin farfar i Kairo, hvor han selv senere døde. Han studerde meget intenst, og udviklede sig til en af sin tids absolutte største lærde i den islamiske verden, både indenfor fiqh, men også hadith og aqida. Blandt hans elever tæller ikke kun lærde fra hanafi-skolen, men selv også store lærde fra Shafi-skolen som Manawi og Qarafi. I Hanafi-skolen kaldes han ofte "al-Muhaqqiq", der betyder, den der kunne verificere eller afgøre, fordi han har efterladt et massivt arbejde indenfor især fiqh og usul, hvor han har været inde og verificere og vælge de stærkeste holdninger indenfor hanafi-skolen. Han er om nogen den, der måske fik størst indflydelse på, hvordan Hanafi-skolen senerehen har udviklet sig.
Fath al-Qadir er en af de stærkeste kommentarer, der er skrevet til teksten 'al-Hidaya'. Fath al-Qadir er en tekst, der går i dybden med især hadith-beviser for hanafi-skolens holdninger, og den er fyldt med avanceret hadth analyse og hadith-metodik. Fath al-Qadir er ubeskrivelig ressource indenfor forståelsen af usul al-fiqh, og især hvordan Hanafi-skolen fortolker og bruger hadith. Ibn Humam døde dog, inden han kunne nå at skrive bogen færdig.
Ibrahim ibn Muhammad ibn Ibrahim al-Halabi (d. 1549) var en Hanafi lærd fra Halab i Syrien. Han var en eminent lærd, der studerede både i Halab, Egypten og Tyrkiet, og endte med at slå sig ned i Istanbul, hvor underviste og også døde. Han er blandt andet forfatter til den kendte matn 'Multaqa al-Abhur', der samler indholdet af to andre tekster: Wiqaya og Kanz al-Daqaiq.
Halabi Kabir er den mest udførelige sharh (kommentar) som Imam Halabi har skrevet til grundteksten ”Munyatu al-Musalli”. Bogen begrænser sig til tahara og bønnen, går til gengæld i meget dybe detaljer og inddrager et utal af forskellige problemstillinger, og man ofte finde svar på avancerede emner indenfor tahara og bønnen her. Halabi Kabir er en meget nyttig tekst indenfor ibadat, og supplerer tekster som f.eks. 'Maraqi al-Falah'
Ahmad ibn Muhammad ibn Ismail al-Duqati al-Tahtawi (d. 1812) er blandt de største lærde indenfor hanafi fiqh indenfor de sidste 200 år. Han flyttede til Kairo som ung, og studerede på Azhar-instituttet under datidens ledende lærde, og han blev senere sin tids største lærd indenfor Hanafi fiqh.
Hashiyat Maraqi er imam Tahtawis ekstra-kommentar til Shurunbulalis ’Maraqi al-Falah’. I Hashiyat Maraqi uddyber og forklarer imam Tahtawi på glimrende vis mange uklare punkter i Maraqi al-Falah. Derudover tilføjer han også mange nyttige punkter, og samlet set er Hashiyat Maraqi helt igennem uundværlig, hvis man ønsker at forstå Maraqi al-Falah i detaljer.
Abdullah ibn Mahmud al-Mousuli (d. 683H) er hans fulde navn, men er bedre kendt som 'Mousuli'. Han er fra området ved Mosul i Irak, hvor han tidligt studerede de islamiske videnskaber. Senere rejste han til Damskus for yderligere studier. Han blev udpeget til dommer i Kufa, men senere afskediget, hvorefter han rejste til Baghdad og underviste, og senere døde. Det siges, at hans hukommelse var så skarp, at han ikke havde behov for at slå op i bøger, før han kunne give en fatwa. Han er forfatteren til en af de mest pålidelige og studerede grundtekster (mutun) i Hanafi-fiqh kaldet "al-Mukhtar li al-Fatawa", og imam Mousuli's holdninger har afgørende vægt, når man skal afgøre hvilke holdninger, der er de stærkeste.
Ikhtiyar er en kommentar skrevet af imam Mousuli til hans egen grundtekst kaldet "Mukhtar". Ikhtiyar er en kort, men meget dyb kommentar, der udemærker sig ved at give solide referencer fra Koranen og hadith til holdningerne i hanafi-skolen. Derudover har bogen også en meget præcis gennemgang af den bagudliggende forståelse ved holdningerne. Ikhtiyar er blandt de stærkeste og mest pålidelige referencer, indenfor Hanafi-fiqh. Bogen studeres i dag meget i lande som Syrien og Irak.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Abdurrahman ibn Muhammad ibn Sulaiman (d. 1667) er kendt som Shaykhi Zadah. Han var en ledende lærd indenfor Hanafi-fiqh under Det Osmanniske Rige. Udover Majma al-Anhur er han blandt andet også kendt for at have skrevet en hashiya til Qadi Baidawis tafsir.
Majma al-Anhur er måske den mest kendte kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Multaqa al-Abhur. Majma al-Anhur er en langt mere grundig, uddybende og deltaljerende kommentar end andre kommentarer til Multaqa al-Abhur, som f.eks. Durr al-Muntaqa.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Shurunbulaliya er Imam Shurunbulali’s ekstra-kommentar (hashiya) til Durar al-Hukkam, hvori imam Shurunbulali grundigt uddyber udvalgte passager fra Durar al-Hukkam. I Shurunbulaliya kommer imam Shurunbulali rundt om alle emner indenfor hanafi-fiqh i modsætning til hans andre bøger som Nur al-Idah og Maraqi al-Falah.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
