Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Det er hverken sunna eller opfordret, at man stiller sig på en måde, så ens egne fødderne rører ved sidemandens fødder.
Tværtimod er udgangspunktet, at man står på en måde, der er anstændig og sikrer koncentrationen under bønnen, helst ved at stå med sine fødder, så der er en hånds afstand mellem dem.
At stille sig på en måde, så man altid forsøger at lade ens fødder ramme sidemandens fødder, vil uundgåeligt gå ud over ens egen koncentrationen i bønnen, da det kan være både ubehageligt og forstyrrende.
Det er altså ikke et krav, at ens fod skal røre foden på den person, der står ved siden af en selv.
Det der er vigtigt er, at man står på en lige linie under fællesbønnen. Idéen med at rækkerne skal stå lige under bønnen er, at man skaber disciplin, sammenhold og lighed, sådan at alle uanset rigdom, status mm. kommer til at stå på den samme lige linie.
Idéen med at rækkerne skal stå lige under bønnen er ikke, at man skal røre hinandens fødder.
Med hensyn til hadith, der kunne indikere at det er meningen, at man skal stå sådan, at fødderne rører sidemandens fødder, så skal de ikke forstås bogstaveligt.
Dette gælder f.eks. for hadithen i Bukhari:
Det er berettet af Anas ibn Malik, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) sagde:
Hold jeres rækker lige, for jeg kan se jer bagfra. Anas tilføjede: 'Vi plejede at stille os med skulderen til sidemandens skulder og fødderne til sidemandens fødder.' (Bukhari 692)På Arabisk
Samt hadithen i Abu Dawud
'Hold jeres rækker lige' tre gange og sagde: 'Ved Allah, i skal holde jeres rækker lige, ellers vil Allah skabe splid i jeres hjerter.' Numan sagde: 'Jeg så, hvordan en person ville stille sin skulder ved siden af sidemandens skulder, sit knæ ved siden af sidemandens knæ og sin ankel ved siden af sidemandens ankel'.På Arabisk
I begge ovenstående hadith lader det til, at det er meningen at man skal stå på en måde, så ens fødderne rører sidemandens fødder.
Men den måde hadith-eksperter som Badr al-Din al-Ayni, Ibn Hajar al-Asqalani, Zafar Ahmad Thanavi, Khalil Ahmad Saharapuri og mange andre forklarer hadithen på er, at det betyder at man skal stå ret og holde rækkerne lige. Ikke at man skal røre hinandens fødder.
Nogle af de pointer, der nævnes omkring de hadith er blandt andet:
- Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) befaler ikke, at man skal stå på en bestemt måde.
I stedet er det noget de to sahaba, Anas og Numan (må Allah være tilfreds med dem begge), fortæller at sahaba gjorde. - Hvis man ønsker at forstå hadithen bogstaveligt, så bør man lægge mærke til, at i hadithen nævnes ikke kun foden, men der nævnes også, at knæene og skuldrene skal ramme sidemandens. Dvs. hvis man skulle insistere på, at fødderne absolut skal røre fødderne på den, der står ved siden af en selv, så bør man også insistere på, at knæene og skuldrene rører hinanden. I praksis er det ikke noget man kan gøre uden stor besvær og uden at forstyrre sin egen og sidemandens koncentration.
- Der er faktisk ikke noget i hadithen, der peger på, at de stod sådan under selve bønnen. Det der henvises til er, at de stillede sig sådan for at holde rækkerne lige inden bønnen startede, ikke at de gjorde sådan under selve bønnen.
- Selv hvis man antager, at det gælder for selve bønnen, så er der intet i hadithen, der begrænser det til kun at være, når man står op. Derfor burde det også gælde, når man skal i sajda og sidder ned. Så hvorfor begrænse det til, når man står op?
Man bør også tænke over betydningen af disse hadith, hvad deres fokus er, samt hvad Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) egentlig sagde.
- Er hovedpointen, at man skal stå sådan, at fødderne rører hinanden?
- Eller er hovedpointen, at rækkerne skal være lige og folk skal stå tæt sammen, så der ikke er plads, der går til spilde, og at ingen føler stolthed og arrogance (kibr) ved at stå et stykke foran sin sidemand?
Der kan ikke herske tvivl om, at hovedpointen med hadithen er det sidste, og dette er også det de muslimske lærde lægger vægt på.
Men ved at sprede benene ud til siden, for at fødderne skal ramme sidemandens, skaber man stor afstand ved skuldrene, og dermed optager personen meget mere plads i rækken, end hvis han holdt fødderne tæt. Det betyder i sidste ende, at der er en del plads i rækken, der går til spilde, og det er bestemt ikke i tråd med hovedpointen i hadithen.
Samtidig vil den person, der absolut insisterer på, at fødderne skal røre hinanden måske ende med en følelse af stolthed og arrogance over, at han er den der virkelig følger hadithen, og det er jo heller ikke i tråd med hadithens hovedpointe.
Dette bliver også klart og tydeligt idet Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) kun befalede, at man skulle stå ret, og at der findes utallige andre hadith, der omhandler vigtighen af at stå ret og lige, uden at der nævnes et eneste ord om, at fødderne skal ramme sidemandens.
F.eks. nævner Ibn Hajar al-Asqalani i Fath al-Bari, at den bedste hadith indenfor emnet er Ibn Umars hadith om, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) sagde:
Hold rækkerne lige, stil skuldrene lige ved siden af hinanden, udfyld hullerne [i rækken] og lad der ikke være plads til shaytan. Den der er med i rækken, er Allah også med, og den der bryder rækken, bryder Allah med.På Arabisk
Dette er hvad Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med Ham) sagde, og dette er hvad vi bør forsøge at gøre.
Nemlig, at stille os pænt og nydeligt på en ret linie, så vi beholder koncentrationen og ikke generer dem, der står ved siden af os.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Khalil Ahmad Saharanpuri (d. 1927) er en af de store hanafi-lærde, der har levet i Indien i nyere tid. Han var fremtrædende indenfor især hadith, og er forfatteren til 'Badhl al-Majhud', hvad der kaldes den bedste sharh af Abu Dawud.
Badhl al-Majhud er en af nyeres tids bedste kommentarer, der er skrevet til Sunan Abu Dawud. Badhl al-Majhud omhandler dybdegående diskussioner af hadithene, deres kæder og betydninger, og deres anvendelse i hanafi-fiqh. Badhl al-Majhud er en vigtig ressource for Hanafi-fiqh, især fordi at mange af hadithene i Sunan Abu Dawud omhandler fiqh-punkter.
Abdurrauf ibn Zain al-Abidin al-Haddadi al-Manawi (d. 1621) var en stor shafi-lærd i Kairo, Egypten. Han mestrerede de islamiske videnskaber, og selvom han er mest kendt for sit arbejde indenfor hadith, så har han også adskillige værker indenfor aqida, der dog ikke er udgivede.
Faid al-Qadir er en kommentar skrevet af Manawi til Suyutis hadith samling kaldet Jami al-Saghir. Selve Jami al-Saghir er et opsummeret kompendium af de hadith, der findes i de kendte hadith-samlinger som f.eks. Bukhari og Muslim.Faid al-Qadir er så Manawis kommentar til hver enkel af de hadith. Faid al-Qadir giver et godt overblik over hadithenes betydning og uddyber og forklarer dem på en let og ikke for kompliceret måde..
Abu Fadl Shihab al-Din ibn Hajar al-Asqalani (d. 1449) er blandt de mest kendte lærde indenfor hadith i hele den islamiske historie. Han blev født i Egypten, og han blev uden tvil sin tids største lærd indenfor hadith-videnskaberne, hvilket tydeligt understreges af, at blandt hans elever tæller andre lærde indenfor hadith som Zakariyya al-Ansari, og Sakhawi. Hans arbejde indenfor hadith er helt igennem unikt, og han har efterladt både kommentarer til hadith tekster og tekster indenfor selve hadith-videnskaberne, der udgør fundamentet for hadith-studier den dag i dag
Fath al-Bari er Ibn Hajar al-Asqalanis enestående sharh (kommentar) til Sahih Bukhari. I Fath al-Bari går Ibn Hajar i dybe detaljer for hver enkel hadith, og forklarer ordenes betydning, analyserer hadith-berettere og hadith-kæden, uddyber og forklarer meningen med hadithen og fremhæver pointer i aqida, fiqh og meget andet. En helt igennem uundværlig ressource for enhver, der ønsker at forstå hadithen i Sahih Bukhari.
Zainuddin Abdurrahman ibn Ahmad (d. 1392) kendt som Ibn Rajab er en lærd indenfor hanbali-skolen. Han blev født i en familie af lærde i Baghdad, og rejste især rundt i de syriske områder for at lære og undervise, og blev blandt andet underviser i Umawi Moskeen.
Kamal al-Din Muhammad ibn Abdul-Wahid ibn al-Humam (d. 1456) er af de absolut største lærde indenfor hanafi-skolen. Hans far var dommer af Alexandria, men døde da Ibn Humam var 10 år, og han blev derfor opdraget af sin farfar i Kairo, hvor han selv senere døde. Han studerde meget intenst, og udviklede sig til en af sin tids absolutte største lærde i den islamiske verden, både indenfor fiqh, men også hadith og aqida. Blandt hans elever tæller ikke kun lærde fra hanafi-skolen, men selv også store lærde fra Shafi-skolen som Manawi og Qarafi. I Hanafi-skolen kaldes han ofte "al-Muhaqqiq", der betyder, den der kunne verificere eller afgøre, fordi han har efterladt et massivt arbejde indenfor især fiqh og usul, hvor han har været inde og verificere og vælge de stærkeste holdninger indenfor hanafi-skolen. Han er om nogen den, der måske fik størst indflydelse på, hvordan Hanafi-skolen senerehen har udviklet sig.
Fath al-Qadir er en af de stærkeste kommentarer, der er skrevet til teksten 'al-Hidaya'. Fath al-Qadir er en tekst, der går i dybden med især hadith-beviser for hanafi-skolens holdninger, og den er fyldt med avanceret hadth analyse og hadith-metodik. Fath al-Qadir er ubeskrivelig ressource indenfor forståelsen af usul al-fiqh, og især hvordan Hanafi-skolen fortolker og bruger hadith. Ibn Humam døde dog, inden han kunne nå at skrive bogen færdig.
(d. 1451) kendt som Badr al-Din al-Ayni, var fra Kairo i Egypten og udemærker sig som en af Hanafi-skolens mest brilliante lærde indenfor både fiqh og hadith. Han var på adskillige rejser og fik ledende administrative poster, både i Syrien og Egypten, hvor han i nogle år var dommer.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
(d. 1451) kendt som Badr al-Din al-Ayni, var fra Kairo i Egypten og udemærker sig som en af Hanafi-skolens mest brilliante lærde indenfor både fiqh og hadith. Han var på adskillige rejser og fik ledende administrative poster, både i Syrien og Egypten, hvor han i nogle år var dommer.
Umdatu al-Qari er Badr al-Din al-Aynis enestående sharh (kommentar) til Sahih Bukhari. I Umdatu al-Qari går Ayni i dybe detaljer for hver enkel hadith, og forklarer ordenes betydning, deres grammatiske funktion, analyserer hadith-berettere og hadith-kæden, uddyber og forklarer meningen med hadithen og fremhæver pointer i aqida, fiqh og meget andet. En helt igennem uundværlig ressource for enhver, der ønsker at forstå hadithene i Sahih Bukhari.
Har du spørgsmål til ovenstående?
