Er det muligt at bede med bag imamen fra Mekka, hvis det er fra en live tv-udsendelse?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Det er ikke muligt at være i Danmark og bede bag imamen i Mekka gennem en live tv-udsendelse.
Der et to betingelser, der relaterer sig til at kunne følge imamen i hans bøn:
- At man har kendskab til, hvad imamen gør. Dette kan opnås ved enten at kunne se eller høre det.
- At man befinder sig samme sted som imamen. Enten ved at man fysisk er til stede i den samme moské, eller at man er forbundet til imamen ved at være fysisk tæt på bederækken (saf), hvis det er udenfor en moské.
En live tv-udsendelse fra Mekka opfylder punkt 1, for man har mulighed for at se/høre, hvad imamen gør.
Men en live tv-udsendelse fra Mekka kan ikke opfylde punkt 2, for man befinder sig ikke i moskéen i Mekka, og man er heller ikke forbundet til imamen via bedrækkerne (saf).
Derfor er det ikke gyldigt at bede bag imamen fra Mekka, også selvom det skulle være den samme bøn.
Når man er i Danmark kan man altså ikke tænde for tv'et og bede taravih eller andet bag imamen fra Mekka.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Har du spørgsmål til ovenstående?











