Hvordan svarer man på Adhan? Og skal det siges med det samme?
Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Adhan er et kald til hver enkelt muslim om, at han skal bede. I og med, at det er et kald, så er det wajib (nødvendigt), at den der hører Adhan svarer tilbage på den.
Dvs. både mænd og kvinder skal svare tilbage på Adhan.
Dette gælder, så længe man ikke er i gang med noget vigtigt, der vil blive forstyrret af at svare på Adhan, som hvis man f.eks. er i gang med at spise, undervise eller lignende.
Måden at svare på Adhan er:
Efter at have hørt og svaret tilbage på Adhan, bør man lave en du'a, der lyder:
Allahumma rabba hadhihi ad-dawaht at-taammah wa as-salati al-qaimah aati muhammada nil-wasilata wa al-fadilata wab’ath-hu maqamam-mahmuda nilladhi wa’adtah. Innaka la tukhlifu al-mi'ad.
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
DownloadMaqam al-Mahmud er en særlig høj rang som Allah har lovet, at Profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) vil have.
Der er intet galt i, at den der laver Adhan også læser denne du’a højt.
Der er heller ikke noget problem i at sende fred og velsignelser over Profeten (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) efter Adhan.
Der er heller intet galt i, at den der gav Adhan bagefter siger ”al-salah” elller ”salatu al-sunna” eller på anden måde giver en slags ekstra opfordring til at bede efter Adhan.
Der findes variationer i forhold til de præcise ord, man kan sige, når man skal svare tilbage på Adhan.
Hvis man har lært en anden måde at svare tilbage på, eller oplever at folk gør noget andet, så er det ikke noget problem.
Det samme gælder for den du'a, man bør lave efter Adhan, den findes også med forskellig ordlyd og kan siges på flere måder.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Muhammad ibn Ali ibn Muhammad (d. 1677) er hans navn, men han er bedre kendt som Ala al-Din al-Haskafi. Han var fra Damaskus, hvor han studerede hanafi fiqh og blev blandt sin tids største lærde, og endte med at blive den ledende mufti i Damaskus, der havde ansvaret for fatwa i byen.
Durr al-Mukhtar er imam Haskafi’s kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Tanvir al-Absar. Durr al-Mukhtar udemærker sig ved at inddrage mange problemstillinger, og uddybninger til at kunne forstå, hvordan hanafi fiqh forholder sig til mange forskellige emner. Men fordi den er skrevet på en meget komprimeret måde, kan den være meget svært at forstå uden en tilhørende kommentar (hashiya).
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
