Må Allahs fred og velsignelser være med Profeten Muhammad.
Assalamu Alaykum Warahmatullah.
Man kan lade være med at faste, hvis man frygter for sit eget eller andres helbred.
Hvis der er tale om en helt ekstraordinær skole- eller arbejdssituation, der indebærer frygt for ens eget eller andres helbred, så vil det kunne udgøre et grundlag, der kan tillade en at lade være med at faste.
Men en almindelig skole- eller arbejdsdag, hvor man faster, indebærer normalt ikke nogen helbredsrisiko, hverken for en selv eller for andre. Derfor er en skoledag eller arbejdsdag i sig selv ikke gyldige undskyldninger for at lade være med at faste.
Alene det, at det er hårdt at faste, er ikke grund nok til, at man kan lade være.
Selvfølgelig er det hårdt at faste, hvor flere timer uden at spise og drikke indebærer, at man bliver udfordret, og det vil naturligvis føles hårdt. Hvis ikke det var hårdt, og man ikke kunne mærke det, så ville der ikke være meget idé i at faste.
Det er forventet, at vi skal kunne bære de normale udfordringer, der er forbundet med fasten.
Dette indebærer også de udfordringer vi ville løbe ind i, i forbindelse med skole eller arbejde. Dvs. de ting som fasten kan omfatte af udfordringer som f.eks. almindelig træthed og lignende er ikke grunde til, at man kan lade være med at faste.
Ofte er det mest af alt et spørgsmål om, hvad ens indstilling er:
- Hvis man ikke er indstillet på at faste, så vil man lede efter årsager til at lade være med at faste, også selvom der ikke er en velgrundet frygt for ens helbred.
- Hvis man er indstillet på at faste, så vil man lede efter årsager til at faste, også selvom der skulle være velbegrundet frygt for ens helbred.
Tre centrale spørgsmål
1. Hvis ens forældre og andre andre ældre mennesker kan faste, hvorfor kan man så ikke selv?
Det er værd at tænke over, hvorfor ældre tæt på- eller over pensionsalderen godt kan faste, og det endda selvom de har haft 30-40 års hårdt fysisk arbejde og lider af gammelmands-sukkersyge.
Hvis de ældre med deres krop og helbred kan faste, og ikke engang prøver at lede efter undskyldninger til at lade være med at faste, så beviser det klart og tydeligt, at de unge og raske også godt faste.
Men hvad er det så, der gør, at raske unge mennesker ikke er i stand til at klare fasten pga. arbejde og skole?
2. Hvis de kan faste i over 40 graders varme, hvorfor kan man så ikke gøre det, når det kun er 20 grader?
I de muslimske lande kan folk faste i over 40 graders varme og alligevel tage i skole og på arbejde, og det endda på trods af, at både deres arbejde og skole varer i længere tid.
Hvis de kan faste i de muslimske lande, hvor skoledagene er længere, arbejdet hårdere og temparaturen over dobbel så varm, så beviser det klart og tydeligt, at vi i hvert fald også kan faste i Danmark.
Hvad er det så, der gør, at vi ikke er i stand til at gøre det, når det kun er halv så varmt her i Danmark?
3. Ville man gøre det, hvis man fik penge for det?
Hvad hvis en person tilbød en 1000 kr. for hver dag, hvor man ikke spiste fra morgen til aften, ville man så tage imod det tilbud? Ville man holde sig fra mad og drikke, selvom man skulle i skole eller på arbejde, hvis man fik en dags løn for det?
Hvor mange af os ville sige nej til et sådan tilbud? Formentlig kun dem, som vidste med sikkerhed, at hvis de lod være med at spise eller drikke i så lang tid, så ville det være til fare for deres eget eller andres helbred. En sådan situation ville tydeligt vise, om man virkelig har en grund til at lade være med at faste eller ej.
Hvad er det så, der gør, at vi ville være villige til at gøre det for penge, men ikke fordi Allah befaler de?
I sidste ende ved enhver bedst selv, hvordan han/hun vil kunne retfærdiggøre sin årsag til at lade være med at faste.
Hvad ville man svare Allah?
Inden man tror, at man har en grund til at lade være med at faste, så bør man tænke grundigt over de tre spørgsmål. Det handler ikke om, hvad man ville svare sin far, mor, vennekreds eller andre. Nej, det handler om, hvad vil man svare på det, når Allah spørger en om det.
Vores tilstand i dag desværre er blevet sådan, at vi er villige til at gøre alt for at opnå penge, materielle goder og undgå at tabe ansigt her på jorden, men det sker alt sammen mod at vi taber vores evige liv. For hvad ville vi virkelig sige til Allah den dag vi bliver spurgt om det?
Som Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:
Den kloge er den, der kontrollerer sit nafs (sit ego) og arbejder for, hvad der venter efter døden. Mens den dumme er den, der følger sin nafs (sit ego) og dets lyster, og er håbløs optimistisk overfor Allah.På Arabisk
Må Allah gøre os alle oprigtige og give os alle styrke til at træffe de beslutninger, der er bedst for os i dette liv og det næste.
Og Allah ved bedst,
Waseem Hussain.
Kilde
Zain al-Din Ibn Ibrahim Ibn Nujaym (d. 1562) blev født i Kairo. Han blev en af Egyptens største lærde og underviste og skrev meget, og var meget optaget af at hjælpe og løse folk med deres problemer i dagligdagen. Ibn Nujaym og hans forklaringer og diskussioner benyttes meget af de lærde efter hans tid, og hans holdninger tillægges også stor betydning. Han har efterladt et utal af bøger indenfor hanafi-fiqh, hvoraf nogle endnu ikke er udgivet.
Bahr al-Raiq er måske den største og mest detaljerede kommentar, der er skrevet til grundteksten 'Kanz al-Daqaiq'. I Bahr al-Raiq går Ibn Nujaym i meget dybe detaljer i alt fra beviser, årsager, forklaringer og diskussioner af forskellige holdninger i Hanafi-skolen. Ibn Nujaym nåede dog ikke at gøre bogen helt færdig, før han døde.
Abu al-Ikhlas Hasan ibn Ammar ibn Ali al-Shurunbulali (d. 1659) flyttede som ung til Kairo, hvor han studerede med datidens lærde i blandt andet al-Azhar. Han var kendt som en dygtig elev, og blev senere selv underviser og gjort til datidens reference for fatwa indenfor Hanafi-skolen i området. Hans store viden gjorde ham i stand til at verificere indenfor forskellige holdninger i Hanafi-skolen, og han efterlod en række tekster, som f.eks. Nur al-Idah, der stadigvæk studeres den dag i dag.
Imdad al-Fattah er den mest udførelige sharh (kommentar) som Shurunbulali har skrevet til sin grundtekst kaldet ”Nur al-Idah”. Bogen begrænser sig til ’ibadat’ (tahara, bønnen, fasten, zakat og hajj), men til gengæld går imam Shurunbulali i dybe detaljer indenfor især tahara, bønnen og fasten. Bogen udemærker sig ved at være sat op på en meget systematisk måde og inddrage mange detaljerede problemstillinger, og give beviser i form af hadith og koranvers.
Abdurrahman ibn Muhammad ibn Sulaiman (d. 1667) er kendt som Shaykhi Zadah. Han var en ledende lærd indenfor Hanafi-fiqh under Det Osmanniske Rige. Udover Majma al-Anhur er han blandt andet også kendt for at have skrevet en hashiya til Qadi Baidawis tafsir.
Majma al-Anhur er måske den mest kendte kommentar (sharh) til grundteksten (matn) Multaqa al-Abhur. Majma al-Anhur er en langt mere grundig, uddybende og deltaljerende kommentar end andre kommentarer til Multaqa al-Abhur, som f.eks. Durr al-Muntaqa.
Muhammad Amin ibn Umar ibn Abdil-Aziz Abidin (d. 1836) var nyere tids største lærd indenfor Hanafi-skolen. Han kommer fra en familie af lærde, og levede i Syrien, hvor han blev byens autoritet indenfor at give fatwa. Ibn Abidin var kendt som en stor lærd, der mestrede både de ydre og indre dimensioner af de islamiske regler. Han kaldes for "khatam al-muhaqqiqin" (de verificerendes segl), hvilket skyldes det store arbejde han gjorde med henblik på at forstå, forene og vægte de stærkeste holdninger i Hanafi-skolen. Hans store arbejde indenfor Hanafi-skolen gør, at hans holdninger og argumentationer tillæges stor betydning i Hanafi-skolen.
Radd al-Muhtar er en af de absolut vigtigste bøger i hanafi-skolen. Det er en massiv og detaljeret hashiya (ekstra-kommentar) som Ibn Abidin har skrevet til Imam Haskafi’s Durr al-Mukhtar. Ibn Abidin døde inden han kunne skrive bogen helt færdig. Det er en af Hanafi-skolens absolut mest grundige og mest benyttede tekster, særligt i forbindelse med at give fatwa. I Radd al-Muhtar har forfatteren, Ibn Abidin, gjort et kæmpe arbejde, hvor han forener, hvad der udadtil ligner forskellige holdninger indenfor Hanafi-skolen. I utallige tilfælde går han ind og begrunder, hvorfor der i virkeligheden slet ikke er tale om forskellige holdninger, men bare er givet udtryk for to forskellige situationer. Derudover brillerer bogen også ved, at Ibn Abidin undersøgte alt hvad han kunne for at finde frem til den stærkeste holdning og angive den. Bogen indeholder også et utal af uundværlige principper for Hanafi-skolen, særligt i forbindelse med, hvordan holdninger skal vægtes, og hvordan fiqh-bøgerne forstås i detaljer. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, særligt først når de studerende er på et meget højt niveau. I enkelte lande, som f.eks. Syrien studeres bogen helt.
Fakhr al-Din Abu Muhammad al-Zailai (d. 743H) er hans kaldenavn. Hans rigtige navn er faktisk Uthman ibn Ali. Han er fra et område ved Sudan kaldet Zaila'. Han tog til Kairo i 705H, og blev en af sin tids største lærde i de Egyptiske områder. Han var kendt for sin dybe tilgang til fiqh. Hans holdninger citeres ofte i bøger skrevet efter ham, og han er at regne for blandt de lærde, hvis holdninger har stor vægt i hanafi-skolen.
Tabyin al-Haqaiq er en de mest gennemførte og pålidelige tekster i Hanafi-fiqh, og bruges som en stærk reference. Det er en massiv kommentar på adskillige bind skrevet til grundteksten "Kanz al-Daqaiq". Bogen udemærker sig ved, at gå i dybe detaljer for bevisførelse af holdningerne i hanafi-skolen, samt ved grundigt at redegøre for de underliggende årsager bagved forskellige holdninger i hanafi-skolen. Bogen studeres i dag ofte kun delvist, typisk først når man har nået et rimeligt avanceret nivau indenfor hanafi-fiqh.
Har du spørgsmål til ovenstående?
